RETSSAG: Onsdag d. 9. november blev en 37-årig mand, til daglig bosat på Udrejsecenter Kærshovedgård, dømt for tyveri for tolvte gang siden 2014.

Af Marie Møller Maschoreck

Ventetiden er lang. Alt for lang. Det er i hvert fald, hvad tiltalte giver udtryk for, som han sidder utålmodigt og trommer med fingrene på den grå stols armlæn. Da retten melder om yderligere forsinkelse af dommen, skifter tiltalte stilling, så han nu sidder med albuerne støttet på lårene og tager sig til hovedet. Han er tydeligt utilfreds med det tempo, hvori rettens votering sker.

For et par timer siden ankom den 37-årige mand til Retten i Herning. Det er tolvte gang, han er tiltalt for at have overtrådt Straffelovens §276 om tyveri, men hvor han tidligere ofte er udeblevet, har han i dag intet valg, da han eskorteres af to politibetjente. 

Fra retssagens begyndelse erkender tiltalte sin skyld i de første syv ud af i alt otte forhold omhandlende tyveri af blandt andet alkohol og elektronik. Den 37-årige svarer fåmælt gennem sin tolk på anklagers opfølgende spørgsmål og at dømme ud fra hans kropssprog, kunne han godt have været den slaviske gennemgang foruden.

Et tilbagevendende tema for retssagen bliver tiltaltes formodede omgang med alkohol. Det er også netop dette anklager tager fat i, da hun skal dokumentere sagens ottende forhold, som tiltalte ikke fra starten har erkendt sig skyldig i, da han ikke husker hændelsen. På billeder fra butikkens overvågning ser man en person famle med et par træningsbukser og stoppe dem ned i sine egne bukser, hvorefter han bevæger sig gennem ’scan-selv-kassen’ uden at betale. Den 37-årige identificerer sig selv på billederne. Anklager spørger opfølgende:

“Kan du huske, om du drak alkohol den dag?”

”Nej.”

”Kan du ikke huske det, eller har du ikke gjort det?”

”Jeg har drukket lidt øl, men jeg kan ikke huske hvor meget.”

”Husker du, om du har stjålet bukserne?”

”Lige nu kan jeg ikke huske det, men jeg ved godt, at jeg har gjort det.”

Da der opstår noget ventetid i retslokalet, begynder den 37-årige skiftevis at gnide sine øjne, røre ved sin mund og rette på sit hår. Han tripper lidt med højre fod og trommer med fingrene på skranken, før utålmodigheden kammer over, og han formaster sig til at spørge:

”Can I go out?”, hvilket han selvsagt ikke får lov til.

Tiltaltes talrige forudgående domme for tyveri samt en tidligere udvisningsstraf og et indrejseforbud på seks år, får anklager til at mene, at det nu er på tide, at man fra rettens side vurderer, at nok er nok:

”Tiltalte er massivt forud straffet for tyveri. Der skal gives fængselsstraf. Vi kan ikke blive ved med at give bøder.”

Forsvareren, der indtil videre ikke har haft de store indvendinger, har nu taget læsebrillerne af, og rejser sig op foran retten. Han siger:

”Med denne lovovertrædelse er vi stadig i bødestørrelsesniveau. Ifølge anklagemyndigheden er det nu nok er nok, men jeg vil lade det være op til retten at afgøre, om det er nu vi springer fra den ene sanktion til den anden. Forsvaret mener ikke, at vi er klædt på til at idømme tiltalte en frihedsstraf, men er det nu retten vurderer, at nok er nok?”

Efter en halv times votering fældes der en dom. Dommen lyder på 20 dages betinget fængsel samt fortsat 6 års indrejseforbud. Frihedsstraffen er betinget af en prøveperiode på et år uden lignende kriminalitet. Tolvte gang blev således ulykkens gang for den 37-årige mand, idet retten altså vurderede, at nu var nok, nok.