Inger Damgaard og Aage Stokholm er begge medlemmer af Brabrand Grønne Nabofællesskaber. Nu har de taget initiativ til at starte en række workshops på Grimhøjgaard, hvor lavpraktiske løsninger skal være med til at inspirere folk til at leve mere bæredygtigt. 

Af Marie Møller Maschoreck

Det er blevet oktober, og festivalsæsonen er forbi for i år. Det kan man mærke på Grimhøjgaard, hvor scenen fra årets GrimFest er ved at blive pillet ned. For bare to måneder siden var pladsen propfyldt med musikglade mennesker, men her til formiddag er det kun duften af træflis, de tomme barer og de hjemmelavede lygter i trækronerne, der vidner om sommerens festligheder. 

Det er dog ikke meningen, at faciliteterne skal stå ubrugte hen meget længere. 

Søndag d. 9. oktober åbner Aage Stokholm og Inger Damgaard for første gang op for de nye bæredygtighedsworkshops på Grimhøjgaard i Brabrand. Det er et samarbejde, der er opstået på baggrund af en fælles interesse for klimaet, og tanken er, at der skal skabes et rum, hvor borgerne i Brabrand og omegn kan komme og blive inspireret samt inspirere og finde nogle fællesskaber i kreative projekter, der tilgodeser den grønne omstilling på et helt lavpraktisk niveau:

”Det er min drøm at få indført nogle lavpraktiske ting i min hverdag, og det har jeg drømt om længe, men jeg er bare ikke kommet i gang endnu. Sådan er der nok mange, der har det, og jeg ville få meget nemmere ved at komme i gang, hvis der også var andre med,” siger Inger.

Første workshop afholdes allerede på søndag d. 9. oktober, hvor man kan lave Bee’s Wrap, en genanvendelig madindpakning, og stofkøkkenrulle.

Ifølge Aage er projektet et forsøg på at skabe et rum med et stille og roligt, nærværende fokus, hvor man kan kombinere den gode løsning med et hyggeligt arrangement. Og der skal ikke meget til for at projektet bliver en succes i hans øjne:

”Jamen, succeskriteriet er jo, at der kommer én ud over os, for det er én mere, end hvis vi ikke havde gjort det.”

Der er allerede flere, der har meldt positivt tilbage på projektet, og Inger er spændt på, hvordan det går ved projektets første møde på søndag.

Brabrand Grønne Nabofællesskaber er ét af 146 grønne nabofællesskaber spredt ud på 88 kommuner med samlet mere end 5000 medlemmer. De grønne nabofællesskaber er lokale, selvorganiserede grupper, hvor tanken er, at mødet med ligesindede kan inspirere og være med til at nedsætte ens individuelle CO²-aftryk. Brabrand Grønne Nabofællesskaber tæller 199 medlemmer.

Hver første søndag i måneden byder Aage indenfor på gården, hvor Inger står som drivkraft i projektets opstartsfase. De lægger dog op til, at andre også byder ind med gode ideer og inspiration:

”Der er en masse ting, jeg godt kunne tænke mig at lave, og der er sikkert mange, der har nogle andre ideer, som jeg også gerne ville lave, men som jeg bare ikke lige havde tænkt på,” siger Inger.

Ud over den genanvendelige madindpakning har Inger og Aage blandt andet projekter som ”vilde haver” og bæredygtig julegaveindpakning på programmet:

”Jeg kunne jo godt tænke mig, at der, i stedet for de der to sorte sække med papiraffald juleaften, bare lå en stak foldet stof, som pakkerne havde været pakket ind i. Vi skal lære, at det der altså bare er et helt vildt ressourcespild,” siger Inger.

Ifølge Aage og Inger bør man se tilbage og lade sig inspirere af den farmor, man havde, som sad og glattede gavepapiret ud og foldede det sammen i en skuffe for at kunne genbruge det næste år. Den farmor, der også vaskede plastikposerne efter brug og hængte dem til tørre, så de kunne bruges igen dagen efter. For Aage er det hele mindsettet omkring genanvendelse, der skal genoplives:

”Bare det at tænke sådan; at sådan et stykke gavepapir, der har nul komma ingenting i økonomisk værdi, det kan altså også genbruges. Det er jo ved at gå galt, fordi vi ikke har det mindset.”

Et spørgsmål presser sig dog på, som Bee’s Wrap og genanvendelig køkkenrulle står der på bordet som pragteksemplarer på de lavpraktiske løsninger, der skal skabes til de kommende søndages workshops på Grimhøjgaard:

Kan Bee’s Wrap og genanvendelig køkkenrulle redde klimaet?

Som Aage selv udtrykker det:

”Redder det verden, at vi begynder at lave de her små grønne nabofællesskaber? Ikke alene. Redder det verden, hvis magthaverne går ud og ændrer på de store koncepter, uden at de har befolkningen med? Heller ikke. Så det bliver nødt til at være en kombination af de to.” 

Og Inger tilføjer:

”Jeg tror, at et projekt som dette kan skabe ringe. Vi er på vej mod afgrunden, og flere skal gøre noget – og der skal være nogen til at sætte det i gang. Det er lige så meget os almindelige, der skal drive denne her omstilling. Det er altså ikke kun regeringen – det kommer aldrig til at blive nok.”

Anton Brogaard Jensen er 24 år. For omtrent et år siden beder han om en konsultation ved sin læge. Han har læst om diagnosen ADD på nettet og har genkendt sig selv i rigtig mange af de karaktertræk, der er karakteriserende for ADD. Fire måneder senere får Anton stillet diagnosen. 

Af Marie Møller Maschoreck

”Jeg tror, altid bare jeg har tænkt, at alle synes, livet er så svært her, og at alle har virkelig store udfordringer. Jeg har måske været meget hård ved mig selv.”

Det er nu omkring et halvt år siden, Anton fik stillet diagnosen ADD, som er en betegnelse for en bestemt type ADHD, hvor man overvejende eller udelukkende oplever forstyrrelse af opmærksomheden. ADD har derfor fået tilnavnet, ”den stille ADHD”, fordi netop hyperaktiviteten ikke er så synlig.

For Antons vedkommende var det en lettelse at få stillet diagnosen: 

”ADD har altid været med mig, diagnosen har bare givet en forklaring på nogle udfordringer, jeg har haft. Det har givet mig noget at forholde mig til, og det er selvfølgelig rart, at man kan sætte en finger på et problem, og så begynde at undersøge – både selv og i samarbejde med en psykiater – hvilke løsninger og værktøjer der er.”

Han har før oplevet udfordringer med at holde koncentrationen over længere tid samt at holde et mentalt overskud til selv at løse simple opgaver:

”I folkeskolen lavede jeg ikke rigtig lektier. Sådan overhovedet ikke. Og det klarede jeg heldigvis ganske fint alligevel, fordi jeg havde andre trygheder omkring mig. Men i gymnasiet begyndte jeg at mærke mere til det. Jeg kunne falde i søvn, når jeg kom hjem fra skole, fordi jeg var så overstimuleret, jeg sov dårligt om natten, jeg var hele tiden totalt mentalt udmattet og kunne ikke finde overskud til at lave alle mulige andre ting, som jeg plejede at elske. Det blev en ond spiral.”

Det er ifølge ADHD-foreningen meget almindeligt først at få stillet diagnosen ADD som ung eller voksen, fordi det kan være svært for andre at få øje på deres vanskeligheder. Det betyder dog ikke, at de ikke, allerede som børn, har oplevet vanskeligheder:

”Barnet kan blive set som indadvendt, doven og ugidelig eller måske som mindre begavet. Derfor kan det også komme til at føle sig som sådan, ” siger Anna Furbo Rewitz, udviklingskonsulent hos ADHD-foreningen til LFS Nyt og ADHD Magasinet. Hun tilføjer, at dette kan have livslange konsekvenser for barnet. Man kan dog have ADD i varierende grad, så det er meget individuelt, hvor store udfordringer ADD’en giver den enkelte. 

For Anton har det været meget givende at læse om andres oplevelser med diagnosen:

”Det har givet mig en følelse af, at jeg ikke var så alene i det. At der fandtes andre, der havde haft de samme udfordringer, og også folk, der har haft en meget sværere grad af ADD. Så bliver jeg lige pludselig taknemmelig for, at jeg jo faktisk også kan mange ting – altså jeg kom igennem gymnasiet og har formået at gøre mange ting, som folk, der ikke har ADD også gør. Dog ikke uden at skulle være hård ved mig selv og udfordret undervejs.”

I 2018 blev Anton student, og han har i de efterfølgende år arbejdet, rejst og haft to ophold på højskole, hvilket ifølge ham selv, har givet ham læringslysten tilbage efter en udmattende gymnasietid:

”I mit første sabbatår var jeg i tvivl om, om jeg overhovedet ville tage en videregående uddannelse, fordi det simpelthen havde kostet al min energi at komme ud med et nogenlunde snit fra gymnasiet. Jeg følte mig ikke bare mættet men altså helt forstoppet og ødelagt.”

Antons forventninger til sin netop påbegyndte studiestart er påvirket af en optimisme, som ifølge ham selv bunder i en oplevelse af tryghed i, at der er metoder og redskaber, der fungerer for rigtig mange mennesker med samme diagnose. Den række værktøjer, han har samlet op hos psykiateren, gør desuden, at han føler sig godt rustet og meget positivt stemt:

”Jeg føler helt sikkert, at det giver mig en enormt meget optimisme omkring fremtiden, og jeg er nok mere optimistisk omkring det, end jeg var for et halvt år siden, eller et år siden for den sags skyld.”

Ifølge ADHD-foreningen forskes der fortsat meget i årsagerne til ADD og ADHD. Man mener på nuværende tidspunkt, at op mod 80% af tilfældene kan tilskrives arvelige forhold. De resterende 20% tilskrives andre faktorer som påvirkninger af barnets hjerne før, under eller efter fødslen. Intet tyder på, at dårlige sociale forhold kan resultere i ADD eller ADHD, men vilkårene i opvæksten vil dog have indflydelse på, hvordan symptomerne kommer til udtryk. 

Du kan læse mere om ADHD samt og få gode råd og støtte på ADHD-foreningens hjemmeside, www.adhd.dk.